Sensationella

Kender I det, at man føler sig røvrendt? Man føler sig uretfærdigt behandlet. Det er sådan en følelse i kroppen, som man bare ikke kan ryste af sig. Sådan har jeg det lige nu, og det er selvfølgelig min seneste flirt, der er skyld i det.

Jeg har lyst til at ringe op og skælde ud. Jeg har lyst til at sende sure og sårrede smser, men jeg ved godt, at der ikke kommer noget godt ud af det. For det første betaler hævn sig aldrig; hævneren opnår skyld i stedet for forløsning. Desuden ville det ikke være nogen hævn. Han er i bund og grund ligeglad, det er jo derfor, at jeg er sur. Jeg ville blive meget mere ked af hans svar, end han ville blive af min besked. Det ville være at servere mig selv på et sølvfad for ham.

Jeg har tænkt mig at være cool, og lade være med at spilde mere tid og energi på ham. Jeg vil komme videre. Det ville jo være direkte dumt at skrive til ham… men fuck hvor har jeg lyst til det.

Jeg havde den udelte fornøjelse af at se HELE Go’ morgen DK i dag. Jeg har faktisk brugt hele dagen inklusiv skrivende stund på at se tv i halvsovende tilstand og overbevise mig selv om, at jeg snart er rask nok til at gå på arbejde og foretage mig noget fornuftigt. Nok med selvmedlidenheden og til sagen.

Go morgen DK bragte i morges et indslag om en 19årig mandlig supermodel, som tilsyneladende buges som både mandlig og kvindelig model. Smukke modefotos af den unge model stylet som kvinde blev vist på storskærm, og de var meget overbevisende. Den androgyne model er blevet meget populær, fordi designere og fotografer elsker hans mange forskellige udtryk, som han kan bære. Ifølge den indkaldte modeekspert har modeverdenen altid leget med kønsroller og udfordret vores billede af kønnet. Herretøj til kvinder, feminine accessories som smykker og tasker til mænd og bølgen med unisextøj har næppe undgået min opmærksomhed, og jeg synes, det er fedt at moden er med til at diskutere kønsroller og giver mennesker mulighed for at lege med deres udtryk og identitet. Kønsroller og seksualitet er enormt aktuelt i vores samfund, hvilket afspejles i kunst på alle niveauer.

Men jeg synes også, at den androgyne model er et udtryk for noget andet, for det er umuligt at gætte, at det er en mand, når man ser billeder af ham som en sensuel, moderne kvinde. Billederne er et udtryk for, at tidens kvindeideal er urealistisk. Hans lange, slanke ben og markerede kindben og kæbeparti kan gøre enhver kvinde misundelig, men det er selvsagt umuligt at leve op til det kvindeideal, han repræsenterer. Når der skal en mand til for at præsentere tidens kvinde, er der så noget galt med tidens kropsideal?
Det handler ikke kun om kønsroller. Det er nøjagtig den samme problematik, at teenagere på 14-15 år, som ikke har ramt puberteten endnu, præsenterer tøj til voksne. Det er et udtryk for samfundet glorificering af ungdommen, men det er samtidig et udtryk for et usundt, urealistisk korpsideal.
Det er ikke en nyhed, at modeverdenen promoverer et usundt kropsforhold, det har den gjort siden korsettets opfindelse, og de anorektiske modeller har ikke været en nyhed siden Twiggy. Det er heller ikke nogen nyhed, at det urealistiske kropsideal har enorm stor betydning for ungdomskulturen, og at anoreksi i dag er et stigende problem. Jeg tror ikke, at modeverdenen er skyld i det usunde kropsideal, for modeverdenen afspejler samtiden og bevæger sig sammen med den. Men det betyder ikke, at modeverdenen ikke behøver at tage ansvar. Det betyder tvært imod at modeverdenen har et kæmpe ansvar for, hvor den bevæger sig hen.

Jeg synes, at modeverdenen kunne bruge en hjælpende hånd i form af nogle faste regler for alder og BMI på catwalk og forsider. Mode er vigtigt for samfundet, og man bliver nødt til at tage det alvorligt.

Kender I det, når man dater én, som man er rigtig vild med, og man bare ikke rigtig er sikker på, at det er gengældt?

Jeg date den sødeste fyr, som jeg egentlig har scoret godt og grundigt for længe siden, men vi har begge været ude at rejse, så vi har ikke set hinanden længe. Jeg har forsøgt at genoptage kontakten efter, at vi er kommet hjem, men det er som om, han ikke er så interesseret. Han svarer ikke rigtig på mine beskeder, men hver gang jeg har afskrevet ham helt, så skriver han pludselig søde mails og vil mig gerne. Vi mødtes for nyligt, og det var super hyggeligt og endte med et lille kys. Jeg troede ligesom, at det var et break through. Men jeg har ikke hørt fra ham siden - og jeg har skrevet én gang til ham. Det er ikke, fordi jeg overrender ham med beskeder, for jeg spiller altid meget kostbar (indrømmet!), men jeg har svært ved at skjule, at jeg er totalt vild med ham, og jeg kan jo ikke lade være med at svare, når han endelig skriver. Men jeg skriver altså ikke igen! Argh! Det er jo fair nok, at han ikke gider mig, men hvorfor skriver han så ikke bare det? Hvorfor skal jeg gå rundt som en tosse og tjekke min telefon tusinde gange om dagen, selvom jeg bilder mig selv ind, at han har forspildt sin chance hos mig?

Jeg kan jo ikke lade være med at håbe, for jeg er åbenbart en tosse. Nu må jeg snart komme til fornuft, så jeg kan foretage mig noget fornuftigt i stedet for at gå at tænke på ham hele tiden…Måske skriver han i morgen…argh…

Jeg har netop samlet kæben op fra gulvet efter at have hørt, at man regner med at få omkring 2 millioner euro for en kommende auktion af et berømt FRIMÆRKE!

Okay, jeg forstår godt dyr kunst og dyre antikviteter, for det er kultur og kreativitet, som det er vigtigt at bevare og sætte pris på. Jeg forstår egentlig også godt samlere. Hvis man virkelig ikke kan finde på en ordentlig hobby, kan man jo begynde at samle på et eller andet, som man så kan bytte med andre. Dette kunne foreksempel være frimærker. Men hvis man har råd til at give omkring 15 millioner danske kroner for et enkelt objekt til sin samling af ting, der i virkeligheden er ubetydelige (modsat kunst), så er det altså på tide at aflevere sit legetøj.

Er I klar over, hvor mange myggenet og geder, der kan købes til afrikanske familer for så mange penge? Nogle gange er man virkelig nødt til at se ud over sit eget frimærke og ud i den store verden, hvor så lidt kan gøre så meget, og 15 millioner kan redde så ufatteligt mange liv. Den uartige frimærkesamler kunne jo begynde at samle på gode gerninger istedet.

Nu læser man alle steder, at DSB vil udvide til Tyskland, og DSB udtaler, at det ikke er er usandsynligt, at halvdelen af deres indtjening kan komme fra Tyskland om blot få år. Jeg kan bare ikke helt forstå, hvorfor DSB snakker om at udvide og investerere, når de ikke engang kan passe deres strækninger i Danmark?
Vi har jo stadig ikke fået de der nye tog fra Italien! Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor der ikke stilles højere krav til DSB. DSB burde da være bekymret for at miste deres strækninger i Danmark, sådan som det har kørt for dem de sidste par år, men det er på den anden side måske derfor, de vil udvide til Tyskland?!

Jeg er en meget samvittighedsfuld teenanger, som naturligvis gør bilen ren, når hun nu er så heldig at få lov til at låne den ofte. Jeg fornam, at en rengøring af bilen også ville være godt for den lyssky og ubehagelige disskusion om bezinpriser, som min Mor ynder at tage op.

Altså slæbte jeg støvsuger ud i indkørselen og indledte krig mod støv og savsmuld i bilen. Måtterne blev skrubbet uden nåde, der blev støvsuget under sæderne og instumentbrættet blev tørret grundigt af. Efter en del tid og en ostemadspause kunne jeg erklære mig som sejrherre og pakke sammen igen.

Med ren samvittighed satte jeg mig nu ind i den rene bil for at sætte kursen mod min Mormor og Morfar, men uheldigvis havde jeg ikke fået skubbet sædet tilbage efter rengøringern, så jeg fik ikke trykket koblingen i bund, og jeg havde fået skruet radioen op på max under rengøringen. Dette resulterede i at radioen spillede for fuld knald og bilen sprang frem og gik ud, da jeg drejede nøglen. 
Jeg fik naturligvis et chock og måtte berolige mig selv og mit hamrende hjerte samt skubbe sædet frem og slukke for radioen, før jeg atter kunne forsøge at starte bilen. Ved første øjekast var alt nu godt, men så fir jeg øje på en lysende lampe på instrumentbrættet, som absolut ikke plejer at lyse. Jeg stirrede rædselslagen på lampen; jeg har ødelagt bilen, sprunget en eller anden åndsvag rem - og det bliver dyrt!

Fornuftg og udramatisk som jeg er, styrtede jeg ind i huset og siger: ” Far kom lige, jeg tror jeg har ødelagt bilen”. Fornuftig og fattet som min far er, kom han forbløffende hurtigt op af sofaen og fandt sine træsko. Han satte sig ind i bilen og sartede den på ny, mens jeg stod skræmt i den åbne bildør. Han spottede også hurtigt lampen, og sagde så alvorligt: ” Kig lige på lampen, Sensationella. Hvad liger den?” Jeg var nærmest panisk og udbrød blot: ” Noget er ødelagt”
Min far kiggede venligt på mig og sagde, ” Du har tænt tågelygten!”

Ja ja, det var da i det mindste gratis at reparere.

Jeg lever sundt og dyrker motion for at pleje sjæl og krop og for at se smækker ud og alt det der, men det sker, at jeg overmandes af en pludselig trang til at skeje lidt ud. Det skete i går, da jeg pludselig opdager en halvspist pose saltbomber i bilen. Inden jeg når at regeare, har min lillesøster proppet munden fuld, og jeg gør overraskende villigt det samme. Mens jeg gumler, rækker jeg hånden ned efter flere, for jeg må hellere se at få klemt nogen ned, mens jeg har ladet sundhedsfilteret falde - man ved jo ikke, hvornår jeg næste gang får chancen. Desuden har jeg allerede ødelagt den sunde stil for den dag, så kunne jeg jo ligeså godt fortsætte.

Hvad er det for en mærkelig logik?! Jeg vil gerne indrømme, at det ikke er første gang, jeg har benyttet mig af denne logik - men hvorfor? Det giver jo ingen mening. Hvis man falder i, må man op på hesten igen, med munden fuld af saltbomber natuligvis.

Jeg forstår ikke kritikken af Politiken, som har sagt undskyld for Muhammed-tegningerne og indgået en aftale med nogle muslimske organisationer. Det handler overhovedet ikke om, at avisen har overgivet sig og ladet ytringsfriheden gå fløjten - nej, det handler om, at de er kommet til at træde på nogen, hvilket de naturligvis gerne vil undskylde for, selvom de egentlig havde ret til at gøre fornærmelsen.

Jeg blev direkte vred, da jeg for noget tid siden hørte, at en eller anden norsk avis ville genoptrykke tegningerne. Selvfølgelig har det RET til at gøre det, men jeg kan ikke se én eneste grund til, at de skulle udnytte denne RET blot for at genere andre. Jeg synes i det hele taget ikke, at man skal genere andre med vilje. Da tegningerne blev trykt første gang havde man ikke forestillet sig, hvilken opstand det ville give, så det var imidlertid en ret uskyldig handling - men faktum er, at der var nogen der følte sig meget generet af det, og så er den eneste naturlige reaktion da at sige UNDSKYLD og tilføje VI GØR DET ALDRIG MERE!

Eftersom presse og politik er adskilt i Danmark, hverken kan eller skal politikkerne undskylde, det må pressen selv gøre.

Min lillesøster går i 9. klasse, og jeg griner nogle gange af hendes lidt dullede klassekammer, som går med kunstige negle og ryger cigaretter. Min lillesøster forsvarer sig gerne, for hun går ikke med kunstige negle, og hun ryger ikke. “Synes du ikke, at der er flot, at jeg står fast og lader være med at ryge?”. Jeg kigger på hende: ”Jo, det er sørme flot, lillesøster. Det er faktisk ligeså flot, som at du ikke leger på motorvejen!”

Det er da en selvfølge, at man ikke skal gøre noget, der er så usigeligt dumt. Jeg er fuldstændig uforstående og meget forbløffet over alle de unge mennesker, som ryger i dag, og det er bestemt ikke kun duller fra niende klasse. Jeg anser mine medgymnasister som velbegavede unge mennekser med gode fremtidsudsigter (i hvert fald de fleste af dem), og der er alligevel omkring en fjerdel af gymnasieelverne, der står og pulser i hvert frikvarter.  Det kan da godt være, at det er hyggeligt at stå ude i rygergården og fryse, og at det virker beroligende i en stresset hverdag, men når man tænker på, at det en pisse dyr og meget usexet vane, der signalerer underklasse og som oven i købet er dødeligt farlig, så er det lidt svært at forstå, at der er så mange unge mennesker, der alligevel insisterer på denne vane.

Min nabo kan tydeligt høre mit udbrud, men heldigvis ikke se den lille happy-dance, jeg udfører hver gang Sirene eller Costume dumper ind af min brevsprække. Jeg elsker at glo modeblade og blive inspireret, fordi jeg elsker tøj, sko og smykker, og jeg elsker at shoppe. Jeg har slet ikke råd til det dyre tøj i modebladene, men det inspirerer mig og vejleder mig i hver sæson til det helt rigtige udtryk, som passer til mig.

Jeg elsker nemlig også at se godt ud, og det skulle meget gerne være resutatet af mit bugnende tøjskab. Jeg kigger mig forundret rundt i gadebilledet og på diverse nye modeblogs og ser piger, der valser stolt rundt i meget dyrt tøj og ligner overhængte dukker. Nogle af disse  piger er gudeskønne, og jeg er blot træt af dem, fordi mit eget tøjbudget er meget stramt, men det er de færreste af de rigtige modepiger, som jeg misunder, for de fleste af dem ser ikke spor godt ud. Jeg er absolut ikke bange for nye tendenser, og jeg holder meget af fjer, glimmer, bukserdragter og pangfarver, men jeg synes naturligvis, at alt skal gøres med måde. Tøjet skal afspejle en personlighed og arbejde positivt for personen, men det er så svært at se personligheden hos et ægte modedyr, for de ligner bare tøjstativer.